Fyldninger laves i dag typisk i plast, som produceres i flere hvide nuancer, for at gengive patientens tandfarve bedst – materialet har endsige en aktiv egenskab til, at gengive tanden bedst muligt.
Udover plast, kan man til tider vælge at bruge glasionomer, som kan være foretrukket under forhold i mundhulen, hvor det kan være svært at holde tanden tørlagt under behandling. Endsige indeholder glasionomer fluor, som kan have en marginal effekt, på profund caries, altså når hullet er tæt på nerven.
Førhen var sølvamalgam et hyppigt fyldningsmateriale valg, men dette er nu blevet forbudt – medmindre behandleren anslår, at det er det eneste materiale der kan bruges til den pågældende fyldning. Forbuddet skyldes et hensyn til naturen, og er ikke et hensyn til en eventuel marginal forgiftning af patienten – da der ingen beviser er fundet for dette, trods stor research på området.
Sølv har den fordel, at fyldningen typisk holder i mange flere år end plast, men samtidig har det den ulempe, at det på sigt vil udvide sig i tanden, hvilket kan få denne til at revne/frakturere et stykke af.